Tidligere destinationer
Sicilien rundt
Siciliens er altid dejlig, men allerdejligt er her om foråret, hvor gyvel blomstrer, og marker og grøftekanter er dækket af et væld af vilde blomster. Kunst og kultur er præget af årtusinders omskiftelige tilværelse under græsk, fønikisk, romersk, normannisk og mange flere folkeslags indflydelse.
Her har man dyrket vin siden 800 år f. kr., kun afbrudt af araberne, som på grund af deres religion udskiftede vinstokke med mandeltræer og citrus-træer. Siciliansk vin er i rivende udvikling i form af mindre udbytte, ny teknik og stadig større produktion af kvalitetsvine.
Den lokale, blå drue, Nero d'Avola, er kendt og afholdt i Danmark. Den er robust, velegnet til fadlagring og pris-venlig.
I ugens løb sætter vi fokus på mad og vin, samt kunst og kultur i en natur, som ikke overgås noget sted.
Bordeaux meget lang weekend
som kombinerer kulinariske oplevelser og klassiske vine på et højt plan.
På denne komplette ”rejse fra jord til bord” vil vi gå i dybden med vinens mange aspekter og beskæftige os med:
- forklaring i marken om jordbund osv. tilplantning, klima, sorter etc.
- høst / sortering / smagning
- forklaring om vinifikation
- forklaring om vinens udvikling, og hvad der påvirker/skaber den - herunder fadlagring
- assemblage, hvordan påvirker de forskellige druetyper vinen
Det hele er der, og vi kan ikke undgå at vende hjem meget klogere. Vi kommer til at smage en masse god vin, møder spændende mennesker og hører den sidste ny sladder.
Guide: dansk-franske Mathilde Pfeiffer, hvis familien ejer bl.a. Château Batailly i Pauillac og Château Trottevieille i Saint-Emilion og handelshuset Borie-Manou i Bordeaux.
Australien med Tasmanien
Vi flyver til Adelaide via Dubai. Vinturen starter i Barossa Valley, hvor nogle af Australiens bedste producenter har til huse. Videre gennem "the out-back" med de store vidder og det tørre land til en frodig grøn oase, Riverland. Her venter en husbåd for at sejle os ned af Murrayfloden til vinmarksbesøg, hvor det ikke er usædvanligt at se kænguruer mellem vinrankerne og koalabjørne, som nyder at sove i de høje træer langs floden.
Tæt ved ligger det gamle guldgraverland i Pyrenees, hvor vi bor luksuøst i bjergene hos en af kontinentets kendteste restauratører. Her besøger vi Australiens ældste vingård Tahbilk, hvor vi smager gode vine, før vi spiser frokost på terrassen ud mod den tropiske have og floden. Næste smagestop er på det futuristiske Mitchelton Winery - et super high-tech vinhus.
Så trænger vi til et par storby dage i pragtfulde, kulturelle Melburne, hvor vi kører med sporvogn og beundrer den rene og velplejede by. Måske sejler vi ud ved solnedgangstid for at se pingviner vralte rundt.
Fra Melbourne tager vi natfærgen til det smukke Tasmanien, hvis vinproduktion har et enormt potentiale. Vi bor i Hobart, en gamle hvalfangerby, der ligger smukt ved floden Derwent. Herfra kører vi på ture til de nærliggende vindistrikter.
Turen slutter i Sydney, hvor vi bor på the Rocks lige over for Operaen. Herfra sight-ser vi til lands og til vands. Som dansker betages man dybt af Operaen, som vi besøger, inden vi spiser middag før aftenens forestilling.
Med 13 vinbesøg suppleret med egne vinsmagninger, får vi et godt indtryk af, hvad kontinentet kan byde på.
Syditalien: Puglia, Basilicate, Campania og Amalfikyst
Vi går på opdagelse i det mindre kendte Italien: Campania, Basilicata og Puglia. Her møder vi et helt andet Italien med smukke byer, vidunderlige landskaber i fred og ro langt fra turiststrømmen. Turen slutter med to dage ved den vidunderlige Amalfikyst, hvorfra der er gode vinbesøg.
Spaniens klassiske vindistrikter - Bilbao, Navarra, Rioja og Ribera del Duero
Ugen starter i Bilbao, en autentisk og spændende storby, som har fået en fantastisk renaissance med bygningen af Guggenheim museet.
Herfra går turen til Riojadistriktet, hvor vi besøger det bedste på begge sider af Ebro-floden, og til naboen Navarra, som ikke længere står i skyggen af Rioja. Turen slutter i den gamle kongeby, Valladolid, ved Duerofloden, hvorfra vi kører på vinbesøg for at komme tæt på nogle af de nye vinstjerner - først og fremmest Ribera del Duero, som anses for at have Spaniens bedste røde vine, som er i klasse med de bedste fra Frankrig.
Lidt syd for Valladolid ligger Rueda, som er udnævnt til landets bedste hvidvinsdistrikt. Vi smager på vinen, før vi fortsætter lidt vestpå langs Duero til Toro, som også kan blande sig i topklassen. Herfra kommer også den vidunderlige, kostbare skinke fra svinene med de sorte fødder.
I Castilien, Navarra, Rioja og San Sebastián kommer vi til at opleve såvel international feriestemning og Guggenheim museet, samt vinområder, der ligger langt fra den slagne turistrute.
Jordan & Israel
Turen starter i det gæstfri og venlige kongedømme Jordan, hvor vi oplever det eventyrlige Petra og tager på ørken oplevelse i Wadi Rum.
Videre over grænsen mellem tvillingebyerne ved Det Røde Hav: Aquaba og Eilat til Tiberias ved Genezareth Sø, hvor vi besøger nogle af landets bedste vingårde i Golan højderne og det nordlige Gallilæa.
Vi slutter med 5 nætter i Jerusalem med historie, religion og vin fra Jerusalem Hills, som bakkerne lige uden for byen hedder. Vi besøger også Betlehem, Nazareth, Tempelriddernes Akko og Herodes havn Cæsarea, hvor Israels største vinhus Carmel ligger få km. derfra. Dagstur til Det Døde hav, Masada og Quamran, hvor Dødehavsrullerne blev fundet.
Ingen plet på jorden har betydet så meget for hele menneskeheden som den stump ørken, jøderne kalder Israel. Bibeltro eller ej, så er det fascinerende at besøge de steder, vi alle kender. Og landets befolkning og vine vil med garanti overraske positivt.
Vi flyver med Austrian Airlines ud til Amman og retur fra Tel Aviv og bor på gode og helt specielt velbeliggende hoteller.
Turen kan bestilles uden de tre nætter i Jordan. Prisreduktion uden Jordandelen ca. 6.500 kr. Men det vil være synd at udelade Jordan.
Argentina med valgfri forlængelse til Patagonien
På denne rejse oplever vi 4 steder, der er på UNESCO's liste over verdens kulturarv.
Vi starter nordpå for at opleve det skønne vindistrikt Salta, som har 340 solskinsdage årligt og stort set ingen nedbør. Her ser vi smukke bygninger i kolonistil og spiser lama-steg. Lige uden for Salta finder vi de eventyrlige røde klippeformationer Quebrada de las Fechas. Vi vender ligesom solen ved Stenbukkens Vendekreds nær den Bolivianske grænse, hvor indbyggerne ligner indianere, og alt er anderledes.
Herfra helt mod syd til Patagonien, hvor vi besøger nationalparken Los Glaciares og oplever den aktive gletscher Perito Moreno. Her sejler vi på Lago Argentino mellem isbjerge og går eller rider ud i den smukke natur. Det er en helt enestående oplevelse!
Så tager vi et storby break med tre dage i Buenos Aires, tangoen og kæmpe-bøffernes hovedstad, før vi flyver til vindistriktet San Juan, som står i skyggen af sin berømte nabo Mendoza. Derfor må man gøre sig mere umage med vinene og modtagelsen, hvilket man som besøgende tydeligt mærker. Vinenes kvalitet er fuldt på højde med Mendozas. Vi besøger bl.a. Graffigna, som ejes af Pernod Ricard gruppen.